Ung højre back vil genfinde spilleglæden i Bjerringbro-Silkeborg

20161016-3246

Frem til nytår skal Martin Risom være en del af Bjerringbro-Silkeborgs ligatrup. Han kæmper for at få karrieren på ret køl efter at have været skadesramt i en længere periode.

Af Jonas Løytved
Fotos: Ole Mørk, www.midtjysk-foto.dk og Odder Håndbold

11

Højre backen Martin Risom har spillet adskillige ungdomslandskampe, og i år 2013 var han med til at vinde VM med U19-landsholdet. Talentet har siden fået sin udvikling bremset af en stribe uheldige skader. I øjeblikket døjer han med skulderen efter en operation først på året, men målet er at blive skaderne kvit og komme i topform og tilbage til tophåndbold. Derfor har Martin Risom, der på fredag fylder 23 år, valgt at blive en del af Bjerringbro-Silkeborgs ligatrup frem til nytår.

– Jeg har altid haft en drøm om at blive professionel håndboldspiller, men min motivation har været dalende med de mange skader, jeg har været i gennem. Nu brænder jeg for at komme tilbage, og jeg håber, at jeg i Bjerringbro-Silkeborg kan kickstarte min karriere og spille mig til en kontrakt. Jeg vil sindssygt gerne tilbage og spille håndbold på højt niveau, siger Martin Risom, der fortæller, at fuldtidssetuppet i Bjerringbro-Silkeborgs sundhedstab var afgørende for, at han valgte at tage et halvt år hos DM-bronzevinderene.

– Jeg står i en situation, hvor jeg har spillet to år i 1. division og været meget skadet. Nu vil jeg gerne tilbage og spille noget håndbold, og Bjerringbro-Silkeborgs professionelle miljø er rigtig spændende. Jeg kender en del af de unge spillere i klubben, og de har kun positivt at sige om den fysiske stab, hvor der en fysioterapeut og en fysisk træner til hver eneste træning. Jeg har valgt at prioritere et godt træningsmiljø og den fysiske del, så jeg kan komme tilbage på banen.

Martin Risom har senest spillet i Odder Håndbold. Før det har han optrådt for Lemvig i 1. division og Skanderborg i ligaen. Som ungdomsspiller spillede højre backen i Aarhus. Han forventer, at han er klar til at spille håndbold igen i begyndelsen af september, men det er svært præcis at spå om genoptræningen af en skulder. Under alle omstændigheder glæder han sig til at trække Bjerringbro-Silkeborg-trøjen over hovedet.

– Jeg ser frem til forhåbentlig snart at blive mine skader kvit, og jeg håber, at jeg kan bidrage, selvom jeg godt ved, at jeg skal vise mig frem til træning og kæmpe mig til spilletid. Bjerringbro-Silkeborg har to rigtig dygtige højre backs, men jeg håber, at jeg kan bidrage med mit mand-mand-spil, og så har jeg altid dækket meget op, så jeg håber også, at jeg kan bidrage på forsvarsdelen, lyder det fra Martin Risom.

Han kender Bjerringbro-Silkeborgs assisterende træner Lars Møller fra hans tid som ungdomsspiller i Aarhus, og han har haft gode snakke med både Lars Møller og cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen omkring de opgaver, der venter hos de danske bronzevindere. Bjerringbro-Silkeborg har tidligere hjulpet andre spillere med at genstarte den gode håndboldtilværelse, og Peter Bredsdorff-Larsen ser også frem til samarbejdet med Martin Risom.

– Martin er en talentfuld spiller, som desværre har fået sin udvikling bremset af skader. Nu kommer han i nogle gode rammer, og så kan vi forhåbentlig se Martin udfolde det store potentiale, som han besidder. Vi får tilgang af en venstrehåndet bagspiller, der kan bidrage i begge ender af banen, og jeg glæder mig over, at Martin har sagt ja til at bruge det næste halve år i Bjerringbro-Silkeborg, siger klubbens cheftræneren.

Martin Risom præsenteres fredag formiddag for sine nye holdkammerater, og han begynder træningen i Bjerringbro-Silkeborg, når truppen møder ind efter sommerferien den 25. juli.

Jonas
Jonas
Jonas Løytved - Presse- og kommunikationsansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg. 22 år gammel og har været en del af BSV-familien siden 2010. Studerer Cand.Merc.(Kom.) på Copenhagen Business School. Arbejder desuden som Marketing Assistant hos IMPACT. Kontakt mig på jl@bjerringbro-silkeborg.dk eller på +45 23 32 32 35. Twitter Instagram LinkedIn