• /gfx/top_images/Diverse/infobanner.jpg
Håndbolden har gennem de sidste 50 år sat sit præg på Voel. Det begyndte med markhåndbolden, men fra slutningen af tresserne blev hallerne indtaget. I begyndelsen måtte klubben dog tage til takke med få timer i Kjellerup og Hammel og senere Fårvang, men fra 1981 fik klubben sin egen hal i Voel, og det satte skub i udviklingen.
I dag tæller klubben 400 medlemmer, og stort set alle i Voel har berøring
med håndbolden.
Trivsel – elite – bredde er de tre nøgleord i Voel KFUM, og disse ord gennemsyrer klubbens arbejde fra forældre-barn håndbolden til 1.divisionsholdet på kvindesiden

Historisk rids:
1957 Unge fra KFUM og KFUK i Sorring, Gjern og Voel begynder at spille håndbold på en mark stillet til rådighed af Peder Sølvsten. Køerne måtte flyttes inden træning og kokasserne jævnes. I begyndelsen spillede man kun sommerhåndbold.
1967 Voel KFUM har vokseværk og tilmeldes JHF-turneringen. I begyndelsen havde man deltaget i KFUM-turneringen med hjemmebane i Bellevue Hallen og Viby Hallen i Århus. Klubben når op på 12 hold, og Kjellerup Hallen bliver hjemsted for
indendørstræningen. Træningstiden var fredag 22-23.
Ungdomsholdene træner dog i griseauktionshallen i Hammel.
1975 Fem års oprykninger kulminerer med oprykningen til Danmarksserien. Herreholdet deltager i EM for klubhold i Kalmar i Sverige og vinder turneringen.
1978 Fårvang Hallen bliver bygget, og der kommer samling over de 20 hold klubben nu har.
1981 Voel Hallen indvies og klubben får fast hjemsted.
1991 Efter mange års tilværelse i Danmarksserien rykker herrerne op i 3. division.
1993 Voel KFUM kåres som årets børneklub i Jylland.
1996 Damerne rykker op i 2. division for anden gang. Første gang var i 1994.
1998 Voel Hallen udvides med motions-lokaler.
1999 Herreholdet rykker op i 1. division og juniorerne vinder DM.
2001 Der indgås en 5-årig sponsoraftale med Jyske Bank og klubben ændrer navn til Silkeborg-Voel KFUM.
2002 Hal 2 indvies og giver optimale forhold for håndbolden.
2003 Herreholdet avancerer til håndboldligaen.

 

Send os en mail

Vi vender tilbage hurtigst muligt