Drømmedebut og storsejr

20171110-1644

Bjerringbro-Silkeborgs nye målmand Aljosa Rezar spillede en hovedrolle, da midtjyderne spillede Mors Thy ud af banen i JYSK arena.

Af Jonas Løytved
Foto: Ole Mørk, www.midtjysk-foto.dk

JYSK arena var i ekstase – Og de elsker deres nye målmand.

Navnet er Aljosa Rezar – Og han var klar!

Sloveneren mellem stængerne fik intet mindre end en drømmedebut, da Bjerringbro-Silkeborg klaskede Mors Thy. 9 redninger på 19 skud i første halvleg, heraf 2 på straffekast og en redningsprocent på lige under de 50. Så levede de fleste med, at han dykkede lidt efter pausen – Rezar havde allerede vundet en plads i mange midtjyske håndbold hjerter.

Han viftede armene ud mod publikum og lod sig rive med af den næsten ekstatiske jubel, der lød ned mod ham fra de fyldte tribuner. Aljosa Rezar nød JYSK arena mindst ligeså meget, som JYSK arena nød ham.

Femte storsejr på hjemmebane
Og så var Rezar bare en blandt mange nydelser, hvis man altså ikke lige var enten Mors Thy-spiller eller fan – Så var det nemlig ikke den sjoveste fredag i Silkeborg. De havde det mere end vanskeligt overfor et eminent Bjerringbro-Silkeborg-defensiv, og så fik de et ordentligt læs kontrascoringer i hovedet.

For femte gange i sæsonens første fem hjemmekampe levnede Bjerringbro-Silkeborg ikke deres modstander en eneste chance. Fra 9-4 efter 13 minutter var Silkebussen ligesom trillet afsted, og da det 10 minutter senere stod 18-7, var det jo bare et spørgsmål om sejrens størrelse.

Nikolaj Markussen havde hældt fem scoringer i nettet før pausen, hvor Bjerringbro-Silkeborg førte med 20-10. To scoringer i tomt mål fra Stefan Hundstrup hjalp jo heller ikke lige frem på noget som helst hos Kasper Larsen og hans Mors Thy-kammerater.

En enorm håndboldfest
Spænding var der ikke meget af, men det så ikke ud til at bekymre de publikummer, der nåede at sikre sig en siddeplads i tide. Der er rift om at se Bjerringbro-Silkeborg spille håndbold i disse tider, og at spændingen fordufter, fordi hjemmeholdet er suveræne gør ikke det store – Snarere bidrager til en enorm håndboldfest, der gør, at man allerede længes efter næste kamp i JYSK arena.

Gennem anden halvleg kunne publikum sejle op og ned af Gudenåen. Weekenden kan nærmest kun gå ned ad bakke herfra. Det gjorde ikke det fjerneste, at Mors Thy fik lidt bedre gang i målscoringen, og Bjerringbro-Silkeborg-defensiven måske mistede lidt af krudtet fra første halvleg. Når målene bare blev ved at vælte ind bag Mors Thys keepere, var der ikke langt med jublen.

Jacob Lassen og Michael Knudsen lavede mål på samlebånd, og Sebastian Skube fodrede fra en yderst velassorteret godtepose. Bjerringbro-Silkeborg er igen på førstepladsen med 16 point efter 10 kampe, og så må GOG prøve at udligne i tabellen, når de lørdag møder TM Tønder. Næste opgave for Bjerringbro-Silkeborg er på torsdag mod Skanderborg, der skal have de helt rigtige ben ud af sengen, hvis de skal slå Bjerringbro-Silkeborg, som de spiller for tiden.

Kampfakta:
Bjerringbro-Silkeborg – Mors Thy 40-31 (20-10)
Topscorer Bjerringbro-Silkeborg: Michael Knudsen og Jacob Lassen 8
Topscorer Mors Thy: Erik Toft 9
Kampens spiller Bjerringbro-Silkeborg: Michael Knudsen
Tilskuertal: 2.202 tilskuere i JYSK arena

Billeder fra kampen:

20171110-1560 20171110-1597 20171110-1623 20171110-1630 20171110-1639 20171110-1644 20171110-1650 20171110-1668 20171110-1675

Jonas
Jonas
Jonas Løytved - Presse- og kommunikationsansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg. 22 år gammel og har været en del af BSV-familien siden 2010. Studerer Cand.Merc.(Kom.) på Copenhagen Business School. Arbejder desuden som Marketing Assistant hos IMPACT. Kontakt mig på jl@bjerringbro-silkeborg.dk eller på +45 23 32 32 35. Twitter Instagram LinkedIn