En anden halvleg til glemmebogen

20170925-2318

For første gang i fem kampe tabte Bjerringbro-Silkeborg. I Herning vandt HC Midtjylland med 32-30.

Af Jonas Løytved
Foto: Ole Mørk, www.midtjysk-foto.dk
 

Bjerringbro-Silkeborg er i skrivende stund fortsat på førstepladsen i 888Ligaen, men den er nok kun til låns, indtil GOG og Skjern har spillet deres kampe. Topholdet tabte nemlig en intens udekamp til HC Midtjylland med 32-30 efter en anden halvleg, der hurtigst muligt skal i glemmebogen.

Ved pausen førte Bjerringbro-Silkeborg nemlig med tre mål, men HC Midtjylland kom blæsende ud til anden halvleg med 12 mål på 12 minutter. Hjemmeholdet var i teten, og de var også køligst i en tæt afslutning, hvor de scorede på deres sidste fem angreb. Bjerringbro-Silkeborg måtte se sig besejret for første gang i fem kampe.

God første halvleg
Gulvet i ’Den Runde Hal’ i Messecenter Herning indbød da også til slinger i håndboldvalsen. To gang i løbet af første halvleg måtte gulvet tapes fast igen efter at være gået op, men gæsterne dansede til fine karaktere i de indledende manøvre. Klaus Lundsby Thomsen og Rasmus Thiemer-Jensen – to godt gifte forsvarskæmper – knoklede i defensiven, og for en sjælden gangs skyld var det ikke Søren Rasmussen-redninger i buret, der gjorde, at modstanderne havde overordentligt svært ved at score mod Bjerringbro-Silkeborg.

Sidste sæsons bronzevindere var efter de første seks spillerunder i 888Ligaen både det mest scorede hold og det hold, der er scoret mindst i mod. Både de offensive og de defensive årsager gav de prøver på i første halvleg i Herning. Hjemmeholdet løb ofte ind i forsvarsmuren eller smed bolde væk.

Samtidig havde HC Midtjylland det yderst svært overfor Sebastian Skube. Indledningsvis var playmakeren farlig som et Halloween-monster i en børnehaveklasse, og som første halvleg skred frem faldt sloveneren mere ind i sin assist-rolle. Her havnede boldene oftest hos Jacob Lassen, der var sikkerheden selv, uanset om han skød fra fløjen eller inde midt i banen.

Bjerringbro-Silkeborg førte 14-11 efter de første 30 minutter, men det var en noget anden pausete, der blev serveret i hjemmeholdets omklædningsrum end i gæsternes. Ikke engang fem minutter var der spillet af anden halvleg, før HC Midtjylland knaldede sig i front med 17-15. Seks kasser på fem minutter. Forklaringen var en yderst vellykket kontramaskine, som brutalt straffede gæsternes offensive fejl.

Lassen fik rødt kort
Håndboldkampen ændrede fuldstændig karakter efter pausen. HC Midtjylland var 12 minutter om at lave flere mål, end de gjorde i hele første halvleg. Højre fløjen Jonas Samuelsson nød det hurtige spil som en sejlfisk i havet, mens Bjerringbro-Silkeborg-spillerne ledte efter den røde nødbremse, der kunne stoppe udviklingen.

Jacob Lassen fandt en nødbremse, men nok ikke den helt rigtige. I en kontra stoppede han Casper Sas, der havde godt luft under vingerne, og dommerne viste Lassen det røde kort. Dommerne så et skub i ryggen, mens Lassen ikke mente, at han gjorde noget ulovligt. Tak for i aften til topscoren.

Så var Søren Rasmussens bremse mere effektiv. Han stod i vejen for stribevis af HC Midtjylland-skud, og således åbnede vejen sig for Bjerringbro-Silkeborg. Sebastian Skube fandt igen storspillet frem, og med syv minutter tilbage i Herning var der pludselig udlignet. Gæsterne fik alligevel chancerne til sidst, men HC Midtjylland var skarpest. Førstepladsen i 888Ligaen er nok på lånt til for Bjerringbro-Silkeborg.

Kampfakta:
HC Midtjylland – Bjerringbro-Silkeborg 32-30 (11-14)
Topscorer HC Midtjylland: Eivind Tangen og Rasmus Carlsen 4
Topscorer Bjerringbro-Silkeborg: Nikolaj Øris 8

Jonas
Jonas
Jonas Løytved - Presse- og kommunikationsansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg. 22 år gammel og har været en del af BSV-familien siden 2010. Studerer Cand.Merc.(Kom.) på Copenhagen Business School. Arbejder desuden som Marketing Assistant hos IMPACT. Kontakt mig på jl@bjerringbro-silkeborg.dk eller på +45 23 32 32 35. Twitter Instagram LinkedIn