Kjelling stopper i Bjerringbro-Silkeborg – Skal hjem til Norge

1415kjelling

1415kjelling

Efter to sæsoner i Bjerringbro-Silkeborg har Kristian Kjelling valgt at vende hjem til Norge til sommer.

Kristian Kjelling er i gang med sin sidste sæson i Bjerringbro-Silkeborg. Han har nemlig besluttet, at han vil lægge udlandskarrieren på hylden og vende hjem til Norge, når hans kontrakt med den midtjyske klub udløber til sommer.

Efter 14 år i udlandet har familien og jeg besluttet, at vi tager hjem til Norge efter sommeren”, siger Kristian Kjelling.

Mavefornemmelsen siger, at det er nu, jeg skal tage hjem. Jeg har været ude i mange år, og familien og jeg har mange muligheder hjemme i Norge. Jeg har lyst til at komme hjem til Norge nu. Jeg har boet hele mit voksne liv i udlandet, og jeg har været meget glad for mine år i både Spanien og Danmark, men nu er det på tide at tage hjem”.

Kristian Kjelling kom til Bjerringbro-Silkeborg i sommeren 2013, og i sidste sæson var han en af holdets mest markante spillere og blev blandt andet kåret til årets spiller af Midtjyllands Avis og var med til at spille Bjerringbro-Silkeborg i pokalfinalen i år 2014.

Denne sæson har Kristian Kjelling imidlertid fået ødelagt af skader, og det er indtil videre kun blevet til ganske få kampe i sæsonen 2014/2015. Det har været frustrerende for den norske bagspiller, der dog på trods af sine skader har været glad for at være i Bjerringbro-Silkeborg.

Vi har foreløbig ikke gjort det, som vi har sat os som mål sportsligt, nemlig at vinde titler, men ellers har jeg haft det rigtig fint i Bjerringbro-Silkeborg. Jeg har desværre været meget skadet i denne her sæson, så det har været meget hårdt. Men at være i klubben og mine holdkammeraterne har været helt super. Det er en god klub at være i med en meget fin organisation. Det er struktur og orden over det hele”, lyder det fra bagspilleren, der på nuværende tidspunkt ikke ved, om han kommer i aktion mere i denne sæson.

Han skal fortsat spille håndbold, når han efter sommeren vender hjem til fædrelandet, men hvor det bliver, kan han ikke fortælle endnu. Det nye liv i Norge handler dog i høj grad også om at forberede sig på det liv, som Kristian Kjelling skal have, når hans tilværelse som håndboldspiller slutter.

Jeg har nogle spændende projekter i gang udenfor håndboldbanen også, men mere kan jeg ikke sige om det lige nu. Jeg håber, at jeg kan begynde at brygge bro til mit liv efter håndboldkarrieren. Jeg er jo tæt på pensionistalderen”, griner Kristian Kjelling.

Kristian Kjelling er 34 år og har spillet i Bjerringbro-Silkeborg siden 2013. Tidligere har han optrådt for Ademar Leon, Portland San Antonio og Aalborg Håndbold, siden hans udlandskarriere begyndte i år 2001.

Af Jonas Løytved

Jonas
Jonas
Jonas Løytved - Fastansat pressemedarbejder i Bjerringbro-Silkeborg. Skriver artikler til Bjerringbro-Silkeborg.dk og INDSPIL. Studerer til dagligt Europæisk Business på CBS. Har arbejdet som pressemedarbejder i Bjerringbro-Silkeborg siden maj 2010. 21 år gammel og bruger fritiden på kæreste, venner og familie, på at følge dansk og international sport og i det lokale fitnesscenter. Kontakt: Twitter Instagram LinkedIn