Mød Bjerringbro-Silkeborgs to nye bestyrelsesmedlemmer

20161120-4736

Frank Borch-Olsen og Anders Munk Zacho er indtrådt i Bjerringbro-Silkeborgs bestyrelse, og begge håber at kunne bidrage til at videreudvikle klubben.

Af Jonas Løytved
Foto: Ole Mørk, www.midtjysk-foto.dk

Da Bjerringbro-Silkeborg for en uge siden holdt generelforsamling, blev der skiftet ud i bestyrelsen. Jan Bøgh og Freddie Andreassen er udtrådt af bestyrelsen, og de nye ansigter hedder Frank Borch-Olsen og Anders Munk Zacho.

– Jeg ser det som en ære at blive spurgt om, jeg vil være med til at videreudvikle Bjerringbro-Silkeborg, fortæller Frank Borch-Olsen, og Anders Munk Zacho ser også frem til bestyrelsesarbejdet.

– For mig er det en ære at blive valgt ind i bestyrelsen, og jeg takkede med glæde ja, da Kjeld (Morsbøl, bestyrelsesformand red.) ringede. Jeg tror, at jeg kan byde ind med noget og samtidig lære noget fagligt, siger Anders Munk Zacho.

Frank Borch-Olsen – Lokal afsætningsmand

Frank Borch-Olsen

I Frank Borch-Olsen får Bjerringbro-Silkeborg et lokalt bestyrelsesmedlem med stor erfaring fra både sportslige og kommercielle miljøer i Silkeborg. Han er tidligere elitetræner og repræsentant i EliteSilkeborg, og professionelt har han drevet flere forskellige virksomheder. Samtidig har han været politisk aktiv i Silkeborg Kommune – I de seneste fire år som Viceborgmester.

– Jeg tror, at jeg har nogle kompetencer på forretningsdelen og den strategiske del. Jeg kan forhåbentlig hjælpe med den ledelsesmæssige og afsætningsmæssige del af forretningen og være med til at udvikle forholdet til vores mange samarbejdspartnere, lyder det fra Bjerringbro-Silkeborgs nye bestyrelsesmedlem, der understreger, at klubben allerede har et rigtig godt fundament.

– Bjerringbro-Silkeborg har ikke brug for nogen revolution. Det er en stærk klub, men der sker hele tiden ændringer, og det stiller nogle krav til, at vi hele tiden videreudvikler os. Vores fornemste opgave bliver at være med til at udvikle rammerne for vores spillere, sponsorer og ikke mindst klubbens mange fans.

Anders Munk Zacho – Energisk advokat

image001

Det andet nye bestyrelsesmedlem er advokat Anders Munk Zacho. Han bor i Silkeborg og betragter sig selv som ’ufattelig sportsinteresseret’. Han bor i Silkeborg og har altid været meget sportsinteresseret. Fritiden prioriteres til maratonløb og sine meget aktive børn, som alle tre spiller håndbold og fodbold.

– Vi har i efterhånden en del år som familie nydt at se Bjerringbro-Silkeborg i JYSK arena. Jeg har en ambition om at være et synligt bestyrelsesmedlem og vil være at finde i hallen til så mange både hjemme- og udekampe som muligt. For mig er det helt naturligt at gengælde den tillidserklæring, det er at blive valgt ind i bestyrelsen, ved at vise både klub og spillere, at jeg bakker op – det gælder på og udenfor banen.

– Ellers håber jeg særligt på, at min faglighed og mine kompetencer som advokat kan være med til at styrke en i forvejen meget kompetent bestyrelse. Jeg arbejder til daglig med især forsikrings- og erstatningsret og har også indsigt i sportsret. Desuden kan jeg give mit besyv med i forhold til de kontrakter og aftaler BSV indgår både internt og eksternt, siger Anders Munk Zacho.

Jonas
Jonas
Jonas Løytved - Presse- og kommunikationsansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg. 22 år gammel og har været en del af BSV-familien siden 2010. Studerer Cand.Merc.(Kom.) på Copenhagen Business School. Arbejder desuden som Marketing Assistant hos IMPACT. Kontakt mig på jl@bjerringbro-silkeborg.dk eller på +45 23 32 32 35. Twitter Instagram LinkedIn