Nøddesbo godt fra start i Bjerringbro-Silkeborg

IMG_2602 - rigtig

For anden kamp i træk var Jesper Nøddesbo en af profilerne for Bjerringbro-Silkeborg. Tirsdag sejrede de sikkert i Give.

Af Jonas Løytved

Der var håndboldfest i Give, og en af de mest prominente gæster var Jesper Nøddesbo. Om det er håret, overkroppen eller de mange år i Barcelona, der gør det, skal være usagt, men Bjerringbro-Silkeborgs nye stregspiller er en populær herre, og tirsdag aften i Give var ingen undtagelse.

Men det var nu ikke populariteten blandt de lokale østjyder, der var årsagen til, at Jesper Nøddesbo blev kåret til kampens spiller i Bjerringbro-Silkeborgs 36-21-sejr over det lokale 2. divisionshold. For anden kamp i træk var ’Nødde’ nemlig yderst velspillende i sin nye sorte trøje på de nye strege i de danske håndboldhaller.

– Der er lang vej endnu, men jeg får da mig spillet lidt ind på holdet. Det virker ganske fornuftigt. Der kommer i hvert fald mange bolde ind til stregen, siger Nøddesbo, der bragte Bjerringbro-Silkeborg foran med 3-0 i Give, og derfra var der ikke den store tvivl om resultatet.

Hele kampen i 5-1-forsvar
Ved pausen førte gæsterne med 19-8, og selvom trætheden meldte sig lidt i anden halvleg, øgede de alligevel føringen til en slutsejr på 36-21. Gennem hele kampen dækkede Bjerringbro-Silkeborg op i et 5-1-forsvar – Der er særligt her, at bronzevinderne fra sidste sæson lægger deres energi.

– Det var en fin kamp, hvor vi fik gode muligheder for at træne vores 5-1-forsvar. Der var nogle perioder, hvor det gik godt, men det var også andre perioder, hvor der er mere at arbejde med, fortæller Jesper Nøddesbo, der spændt ser frem mod næste kamp mandag i JYSK Arena, hvor GOG formentlig kommer til at yde mere modstand end Arendal og Give har gjort i sæsonens første to træningskampe.

– Vi træner fysisk hårdt, og der er fart på i de her kampe. Vi går også lidt ned i anden halvleg. Så det er svært at sige præcis, hvordan vi står. Jeg glæder mig til kampen mod GOG. Der bliver vi sat på prøve på et helt andet niveau.

Nemt at falde til
Indtil mandag og præsentationskampen mod GOG byder programmet på mere træning – både i håndboldhallen og i fitnesscenteret. Men Bjerringbro-Silkeborg-truppen skal også en tur til Smukfest i Skanderborg sammen med den ene af klubbens to hovedsponsorer Grundfos. Både træningen og det sociale liv på holdet vender Jesper Nøddesbo tommelfingeren op til.

– Det er jo nogle rigtig gode fyre, så jeg føler mig godt tilpas. Jeg er rigtig positivt overrasket. Vi træner godt, og det er et meget professionelt miljø, hvor der er styr på tingene. Det har været rigtig nemt at falde til, lyder det fra Bjerringbro-Silkeborgs nye stregspiller – og dagens mest populære og bedste mand i Give.

Jonas
Jonas
Jonas Løytved - Presse- og kommunikationsansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg. 22 år gammel og har været en del af BSV-familien siden 2010. Studerer Cand.Merc.(Kom.) på Copenhagen Business School. Arbejder desuden som Marketing Assistant hos IMPACT. Kontakt mig på jl@bjerringbro-silkeborg.dk eller på +45 23 32 32 35. Twitter Instagram LinkedIn