Rasmussen kunne ikke redde dagen

20170326-8155

Trods en toppræstation af Søren Rasmussen tabte Bjerringbro-Silkeborg med 21-19 til GOG. Sebastian Skube var ikke med i Gudme og Nikolaj Markussen måtte udgå i første halvleg.

Af Jonas Løytved
Foto: Ole Mørk, www.midtjysk-foto.dk

Under normale omstændigheder giver det point, når Søren Rasmussen lukker buret, sådan som han gjorde det mandag aften i Gudme. Den rutinerede Bjerringbro-Silkeborg-keeper reddede 21 bolde og stod med en redningsprocent på 50 %, men alligevel var det GOG, der vandt et intenst opgør med 21-19. Bjerringbro-Silkeborg manglede ikke redninger – De manglede mål.

En stor del af forklaringen var to topspillere, der ikke manglede i det offensive spil. Bjerringbro-Silkeborg rejste til Fyn med Sebastian Skube i bussen, men da bussen nåede Gudme var den slovenske stjerne vendt om. Af personlige årsager var han nødt til at vende hjem til familien, og derfor måtte midtjyderne klare sig uden et af deres offensive omdrejningspunkter.

Et andet af de offensive omdrejningspunkter, Nikolaj Markussen, startede til gengæld med bravur og tyrede et par gode skud afsted. Men efter 22 minutter lå han i gulvet. Bagspilleren landede forkert efter en tackling af Torsten Laen, og anklen var vokset til næsten dobbelt størrelse.

Markussen måtte tage plads udenfor, og hvis en udekamp mod GOG ikke var en svær nok størrelse i forvejen, blev den jo ikke ligefrem lettere, når hverken Skube eller Markussen var til rådighed.

Dobbeltredning efterfuldt af straffekastredning
Søren Rasmussen var til gengæld til rådighed – og mere til. Allerede inden Markussen måtte udgå var han godt i gang at pille pynten godt og grudigt af GOG-spillerne som et juletræ, der havde udtjent sin værnepligt.

Rasmussen reddede otte gange på de første 20 minutter og stod med en redningsprocent over de 50 % i første halvleg, men den helt store detalje kom først efter pausen. Først en dobbeltredning og derefter en straffekastredning på Lasse Kronborg – Ganske enkelt verdensklasse af den nu 41-årige målmand.

Søren Rasmussen var bare ikke den eneste, der sprællede stort mellem stængerne. GOGs Ole Erevik, der spiller med en Batman-lignende maske omkring øjnene, fordi han har været tæt på at miste synet, legede i den grad også med.

GOGs Batman i målet tog fra, og hvor Batman har Robin ved sin side, så har Erevik og GOG unge Kirkeløkke. Højre backen udgjorde hjemmeholdets klart største trussel, og han havde som den eneste nogenlunde tur i den i duellerne med Søren Rasmussen.

Manglede mål
Rasmussens mange redninger gjorde det svært for GOG at lave mål, men Bjerringbro-Silkeborgs problem var bare, at de selv havde det endnu svære. Mandskaberne fulgtes ad gennem det meste af første halvleg, og man kunne ikke indvende meget mod 11-11 ved pausen.

Samme jævnbyrdighed på den anden side af pausen, men gæsterne manglede mål. Da der var spillet 20 minutter af anden halvleg, havde Bjerringbro-Silkeborg kun kastet bolden i nettet tre gange, og så er det svært at vinde håndboldkampe.

De alternative angrebsopstillinger med Mads Øris, Nikolaj Øris, Kasper Olsen og Jacob Lassen på skiftede positioner i bagkæden manglede timingen og kvaliteten overfor et stærkt GOG-forsvar og en dygtig Ole Erevik i kassen.

GOG kom foran med 18-14, og selvom Bjerringbro-Silkeborg faktisk spillede sig til gode chancer, der kunne have givet et comeback, gik boldene ikke i kassen. Savnet af Sebastian Skube og Nikolaj Markussen blev så stort, at selv ikke Søren Rasmussens redningsparade gav point.

Kampfakta:
GOG – Bjerringbro-Silkeborg 21-19 (11-11)
Topscorer GOG: Mark Strandgaard 8
Topscorer Bjerringbro-Silkeborg: Michael Knudsen, Jacob Lassen 4
Tilskuertal: 1.748 tilskuere i SU’VI:T Arena

Jonas
Jonas
Jonas Løytved - Presse- og kommunikationsansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg. 22 år gammel og har været en del af BSV-familien siden 2010. Studerer Cand.Merc.(Kom.) på Copenhagen Business School. Arbejder desuden som Marketing Assistant hos IMPACT. Kontakt mig på jl@bjerringbro-silkeborg.dk eller på +45 23 32 32 35. Twitter Instagram LinkedIn