Rezar imponeret: Føles som om jeg har spillet her i 10 år

20171110-1623

Der var stor glæde i Bjerringbro-Silkeborg efter sejren over Mors Thy. Både hos ’nye’ Aljosa Rezar og ’gamle’ Michael Knudsen.

Af Jonas Løytved
Foto: Ole Mørk, www.midtjysk-foto.dk

Han føler sig allerede hjemme i JYSK arena. Aljosa Rezar fik adskillige gange JYSK arena på kogepunktet på en kold novemberaften, og efter 60 minutters håndboldopvisning kunne han sammen med sine holdkammerater lade sig hylde af et stående publikum i JYSK arena.

Bjerringbro-Silkeborgs nye målmand nød sin første aften på sin nye hjemmebane. Med en fantompræstation før pausen kunne Rezar næsten ikke have ønsket sig mere.

– Jeg var meget spændt før kampen. Jeg har glædet mig til at spille og vise, hvad jeg kunne. Det var rigtig dejligt at starte på banen i en fyldt hal med god stemning og spille en god kamp.

– Det føles som om, at jeg har spillet her i 10 år. Jeg synes, at der blev taget SÅ godt i mod mig, lød det efter kampen fra Aljosa Rezar, der også roste holdkammeraterne og alle omkring klubben for at have taget godt i mod ham.

Alle gør det godt
Bjerringbro-Silkeborg storsejrede med 40-31 over Mors Thy, og den nye keeper var naturligt nok tilfreds med den indsats.

– Vi spiller en rigtig god første halvleg, og alle gør det godt gennem hele kampen, sagde Rezar, der har store ambitioner i Danmark.

– Alle på holdet tror, at vi kan være med i kampen om mesterskabet. Vi træner hårdt hver dag og kæmper hver uge for at blive det bedste hold i Danmark. Jeg vil gerne være dansk mester, og mit hold er selvfølgelig det bedste i Danmark, fortalte målmanden med et kæmpe smil på læben.

Ros fra anføreren
Den nye keeper fik også rosende ord med på vejen fra holdets anfører. Michael Knudsen syntes godt, om det han så fra Rezar i hans første kamp for Bjerringbro-Silkeborg.

– Han kommer ind i dag og viser, at han har nogle store kvaliteter, og han tager blandt andet to straffekast. Han er en hurtig og levende målmand, som får mange gode redninger, og vi arbejder også godt i forsvaret og giver ham gode betingelser. Det er vigtigt både for ham og holdet, at han kommer godt fra start, mente Michael Knudsen.

8 mål på 8 forsøg
Stregspilleren scorede otte mål på otte forsøg og blev fortjent kåret til kampens spiller.

– Jeg synes generelt, at vi har succes med at score flere mål i denne sæson. Vi har fået mere fart fremad banen, og vi scorer flere kontramål. Det, synes jeg, er en god tendens.

– Der er selvfølgelig rigtig mange ting, der fungerer, når vi scorer 40 mål. Vi scorer på vores chancer både fra stregen, fra fløjen og fra bagkæden, og vi er stor succes med vores angrebsåbninger.

– Vi sidder tungt på kampen. De prøver mange ting, men der er ikke så meget, der lykkes for dem. Vi er fokuserede over 60 minutter, og vi er også et bedre hold end Mors Thy. Vi får mulighed for at prøve lidt forskelligt, og det fungerer godt både i vores 5-1- og vores 6-0-forsvar. Det er fedt, at der er så mange af de ting, vi prøver, der lykkes, lød det fra Michael Knudsen.

JYSK arena er en bastion
Han kunne også glæde sig over endnu en storsejr på hjemmebane, men det er snart en vane. Bjerringbro-Silkeborg har gennem de seneste tre sæsoner været det klart bedste hjemmehold i Håndboldkongeriget, og det forsætter i denne sæson.

– Vi har fået en god hjemmebanestatistik, og det er afgørende for os, at vi vinder vores hjemmekampe, når vi gerne vil være med i toppen. JYSK arena er en bastion, hvor modstanderne er skræmt allerede, når de kommer ind i hallen. Det er et meget vigtigt signal, mente Knudsen.

Næste gang Bjerringbro-Silkeborg spiller på hjemmebane er onsdag den 22. november, hvor TTH Holstebro kommer på besøg. Bjerringbro-Silkeborg næste kamp er på torsdag mod Skanderborg.

Jonas
Jonas
Jonas Løytved - Presse- og kommunikationsansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg. 22 år gammel og har været en del af BSV-familien siden 2010. Studerer Cand.Merc.(Kom.) på Copenhagen Business School. Arbejder desuden som Marketing Assistant hos IMPACT. Kontakt mig på jl@bjerringbro-silkeborg.dk eller på +45 23 32 32 35. Twitter Instagram LinkedIn