Bjerringbro-Silkeborgs kalender er tætpakket med spændende opgaver i disse dage. Tirsdag aften snører spillerne skoene og byder HC CSKA Moskva op til dans i JYSK arena, og Peter Bredsdorff-Larsens mandskab ser frem til endnu en afgørende kamp.
“Vi kunne sagtens selv have fundet en nemmere vej til dette års gruppespil i EHF European League. Et hav af dygtige hold deltager i turneringen, men efter at vi i kvalifikationsrunde 1 vandt over det tyske tophold Melsungen, havde vi håbet på en bedre lodtrækning i runde 2,” siger Peter Bredsdorff-Larsen forud for mødet med det russiske hold fra hovedstaden.
“Sådan gik det ikke, og vi skal nu møde HC CSKA Moskva, som i den kommende uge både bliver en sportslig og ikke mindst logistisk udfordring,” siger cheftræneren, som med en tætpakket kalender skal sende sine spillere på banen i hele fire turneringer i ind- og udland på under to uger.
Om de russiske modstandere kan han fortælle følgende:
“Ejerne af HC CSKA Moskva er fast besluttet på at etablere et konkurrencedygtigt kvinde- og herrehold på internationalt niveau. Det er således en klub med store ambitioner, vi skal møde i to kampe om en plads i gruppespillet. Med den både internationalt erfarne og dygtige playmaker Pavel Atman i spidsen er holdet bygget op omkring dygtige russere suppleret med et par spillere fra Ukraine og ikke mindst to skudfarlige højrebacks – Jaanima fra Estland og Astrashapkin fra Hviderusland,” siger han.
Hvordan ser han så på Bjerringbro-Silkeborgs chancer?
“Vi glæder os til udfordringen og ser muligheder for, at vores gode fysik og fleksible forsvar kan blive en stor udfordring for HC CSKA Moskva, og vi vil på vores hjemmebane gøre alt for at skabe grundlaget for, at det samlet set over to kampe er os, der er med i bowlen, når der skal trækkes lod til gruppespillet i EHF European League,” slutter han.
Grundet regeringens seneste restriktioner må der kun være 500 personer i JYSK arena tirsdag klokken 18.45, når opgøret fløjtes i gang, men alle interesserede kan følge med via livestream på www.EHFTV.com.
God kamp!
#sammenmodsejr