Måltavlen på Mors viser 26-33. Bjerringbro-Silkeborg har spillet sig i kvartfinalen i Santander Cup, og vi har fanget en tilfreds træner efter kampen.
Peter Bredsdorff-Larsen og Bjerringbro-Silkeborg startede sæsonen ud med en vigtig vind-eller-forsvind kamp om avancement i pokalturneringen Santander Cup, da de søndag d. 25. august mødte Mors-Thy Håndbold på en svær udebane. Bette Balkan Support var klar på lægterne, men Bjerringbro-Silkeborg Support havde også taget turen til Mors for at støtte spillerne i sort og hvidt.
»Vi er rigtig glade, og det er klart, at det betyder rigtig meget for os at vinde sæsonens første vind-eller-forsvind kamp. Vi spiller en god kamp og er skarpe,« lyder det fra cheftræneren efter slutfløjtet.
»Vi laver mange mål og er særligt dygtige i vores overtal-/undertal-situationer, hvor vi løste en kritisk periode med undertal i fire minutter. Det var det, der afgjorde kampen, og Kasper Larsen stod også en god kamp og fik reduceret antallet af scoringer til et fornuftigt niveau. Så det var på alle måder en god kamp,« siger Peter Bredsdorff-Larsen.
Når spillerne har været i bad, får de lidt god mad, og så sætter holdet sig i bussen igen og kører retur til Silkeborg.
Holdet kan se frem til at skulle spille kvartfinale i december.
»Det er en spændende kamp at have at se frem mod her i efteråret, så det er, som det skal være,« siger Peter Bredsdorff-Larsen.
Holdets modstander findes ved lodtrækning på tirsdag.