Vi kunne tidligere fortælle, at Johan Hansen skifter til udlandet. Nu er det offentliggjort, at det er TSV Hannover-Burgdorf – aktuelt nummer 1 i den tyske Bundesliga – der bliver Johans nye klub.
Den færøske fløjspiller Johan Hansen har sat sin signatur på en to-årig kontrakt med den tyske topklub TSV Hannover-Burgdorf. Om det bliver til to eller ti år i udlandet, vil tiden vise. Johan Hansen ser tiden an og afviser ikke, at han vender tilbage til Silkeborg og JYSK arena.
”Jeg har i hvert fald en stor kærlighed til Bjerringbro-Silkeborg og Silkeborg som by, og jeg kan nemt se mig selv komme tilbage hertil engang. Jeg kommer til at savne holdet, for vi har det jo helt fantastisk,” siger han og uddyber:
”Alle kan snakke med alle, og uanset hvem du spørger, så tror jeg ikke, der er nogen, der føler sig udenfor. Det er bare en god trup med en god harmoni og en god moral.”
Han fremhæver også, at han vil savne byen og de mange mennesker, han har mødt på gaderne og i hallen, og som vil ham det bedste og meget gerne vil snakke.
”Det er jo fantastisk at mærke en by, som er så engageret i håndbolden. Og det er på en måde mærkeligt at forlade noget, som er så godt, men det er jo en drengedrøm at komme videre og prøve sig selv af i de store ligaer,” siger Johan Hansen og slår fast, at han tror på, at det er det rigtige for ham at rykke videre nu.
Jagter mere metal med Bjerringbro-Silkeborg
Han har været med til at vinde de to pokaler, som den midtjyske klub har stående, og han vil virkelig gerne være med til at vinde flere:
”Heldigvis har jeg jo stadigvæk resten af sæsonen tilbage, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at få flere medaljer til Bjerringbro-Silkeborg. Det kunne være rigtig sjovt at forlade klubben med et godt udgangspunkt til næste år og for eksempel være med til at sikre adgang til Champions League igen,” siger han.
”Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg har nydt hvert et sekund, og det bliver lidt en realitet, når man er på vej væk, og så tænker man endnu mere over de ting, som man oplever i klubben,” siger Johan Hansen, der vil suge alt det til sig, han kan, i sin sidste tid på det danske tophold.

Kom stærkt tilbage efter korsbåndsskade
Det håndboldmæssige fylder en del i lærebogen, men i 2017 sad Johan Hansen desværre ude med en korsbåndsskade i knapt et år.
”Det var selvfølgelig ikke særligt fedt, men jeg var i rigtig gode hænder både med fysioterapeuten, den fysiske træner og ikke mindst de aftaler, vi har med sygehuset i Silkeborg. Jeg fik den bedst mulige behandling både under operationen og under genoptræningen,” siger Johan Hansen og konkluderer videre:
”Da jeg kom tilbage, var jeg endnu skarpere fysisk, end inden jeg blev skadet, og jeg var klar til at arbejde videre med min karriere. Mit mål har altid været at komme på det danske landshold og komme til udlandet og prøve at spille i en af de større ligaer.”
Og det har Johan Hansen nu fået muligheden for med et tilbud, han ikke kunne sige nej til. I første omgang har fløjen skrevet en to-årig kontrakt med sin nye, tyske klub.
Ambitionen har hele tiden været en udenlandsk liga
Også cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen håber, at han en dag ser færingen i JYSK arena igen.
”Vi er altid glade, når det lykkes vores spillere at få den karriere, de drømmer om. Altid parallelt med, at holdet lykkes med at levere gode resultater. Johan er et godt eksempel på det. Da vi for fire sæsoner siden lavede en aftale med Johan, var ambitionerne, at han ønskede at udvikle sig til en højre fløj på internationalt niveau,” siger Peter Bredsdorff-Larsen og konkluderer, at det er lykkedes på alle måder.
Hos Bjerringbro-Silkeborg har Johan Hansen været en vigtig spiller, hvor han har været med til at vinde de første pokaler; han var med til at vinde VM-guld med landsholdet i januar; og nu har han fået chancen for nye eventyr med en kontrakt i TSV Hannover-Burgdorf.
”Johans periode i Bjerringbro-Silkeborg har på alle måder været vellykket, og vi har i dagligdagen også nydt godt af hans dejlige optimistiske sind og gode humør, hvor han også har bidraget til, at holdet fungerer godt uden for banen,” siger cheftræneren og ønsker Johan Hansen held og lykke på vegne af hele holdet.