Når Kasper Larsen til sommer skifter arbejdsgiver, sigter målmanden mod at få en større rolle på sit nye hold.
Bjerringbro-Silkeborg siger til sommer farvel til målmanden Kasper Larsen, som i 2016 var med på holdkortet, da den midtjyske topklub sikrede sig det danske mesterskab.
”Det har været et svært valg, men min kontrakt udløber til sommer, og selvom jeg havde muligheden for at blive, dukkede der også noget andet spændende op. Så der har været nogle store overvejelser hjemme i familien,” fortæller Kasper Larsen.
”Det er ikke noget fravalg af BSH, men et tilvalg af det andet. Jeg har virkelig været glad for at være her og er stadig glad for at være her. Så det skulle virkelig være noget godt, der dukkede op, og det, synes jeg, at det er,” siger målmanden og fortsætter:
”Det er det ene øje, der smiler, og det andet øje, der græder.”
Kasper Larsens kommende klub vil selv melde mere ud i den nærmeste fremtid.
En sympatisk spiller dribler videre
”Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Kasper, der udover at være en rigtig dygtig målmand også er en sympatisk gut, og man mødes altid med et stort smil,” siger Bjerringbro-Silkeborgs direktør Jesper Schou.
”Vi havde gerne beholdt Kasper i de næste mange år, men jeg har fuld forståelse for hans valg, og at han skal se på sine muligheder i en ny klub,” siger direktøren.
Kasper Larsen har været i klubben ad to omgange med en afstikker til Mors-Thy Håndbold.
”Han havde en vigtig andel i DM-guldet i 2015-16 og har nu været her i tre år. Her i 2020 har Kasper stået rigtig godt for os, og han har fået et godt makkerskab med vores nye svenske målmand, Johan Sjöstrand,” fortæller Jesper Schou.
Han ønsker Kasper Larsen held og lykke med de nye udfordringer og ser frem til fortsat at se ham løbe på banen med Bjerringbro-Silkeborg resten af sæsonen.
Dørene til JYSK arena står åbne
BSH-direktøren afviser ikke, at dørene til JYSK arena stadig står åbne for Kasper Larsen, når hans kontrakt med den nye klub udløber:
”Kasper er jo kommet tilbage til Bjerringbro-Silkeborg én gang tidligere, så måske vi ser ham spille for os igen om nogle år?”
Målmanden selv er heller ikke afvisende overfor tanken om at vende retur til Silkeborg og JYSK arena, som han og familien har bygget hus i nærheden af. Til sommer sætter de dog kursen mod nye håndboldeventyr, og fra klubbens side ønskes hele familien held og lykke med det, der venter forude.
Resten af sæsonen kan klubkollegaerne samt klubbens fans og sponsorer dog fortsat glæde sig over, at Kasper Larsen deler tiden mellem stængerne i målet med Johan Sjöstrand.
”Mit fokus ligger selvfølgelig stadig her, og forhåbentligt kan vi få nogle medaljer hjem til klubben igen ligesom i 2016, hvor jeg var med til at vinde klubbens første danske mesterskab,” siger Kasper Larsen, som garanterer, at han og holdet går all in for at få guldmedaljerne i hus.
