Landsholdsspiller og ligatopscorer forlænger med Bjerringbro-Silkeborg

888ligaen i herre håndbold kampen mellem BSV (Bjerringbro Silkeborg) og KIF Kolding København 03052018 i JYSK Arena, Silkeborg, Denmark.

Nikolaj Øris bliver i barndomsklubben til år 2021. Den målfarlige højre back har forlænget sin kontrakt med to år.

Mandag formiddag mødte Bjerringbro-Silkeborgs Nikolaj Øris ind i den danske landsholdslejr. Mandag aften skal Nikolaj Øris hyldes som ligatopscorer ved Dansk Håndbold Award i Viborg. Og ved samme lejlighed offentliggøres det, at højre backen fortsætter i Bjerringbro-Silkeborg frem til sommeren 2021.

– Jeg har hele tiden sagt, at hvis jeg skulle prøve noget andet, så skal det være, fordi der var nogle større sportslige udfordringer. Det er ret svært at finde. I Bjerringbro-Silkeborg har vi snart været med i rigtig mange finaler, vi har vundet medaljer mange gange, og vi har gode muligheder for også at blande os i toppen i de kommende år.

– Samtidig er det også utrolig vigtigt for mig at være et sted, hvor jeg føler mig til rette, og det gør jeg i Bjerringbro-Silkeborg, fortæller Nikolaj Øris, der med undtagelse af et enkelt år i Lemvig har spillet i Bjerringbro-Silkeborg og moderklubben Bjerringbro FH i hele sit håndboldliv.

Passer godt i spilkonceptet
Årsagerne er mange til, at Nikolaj Øris fortsætter håndboldkarrieren i klubben, hvor han har rekorden for flest spillede kampe. Sølvmedaljerne, de 202 mål og topscorertitlen i denne sæson samt landsholdsudtagelsen er nogle af beviserne på, at det går udmærket for den 31-årige bagspiller.

– Jeg synes, at jeg passer godt ind i det spilkoncept, som vi har i klubben. Jeg føler mig godt tilpas og er ikke i tvivl om min rolle. Det er også en af grundene til, at jeg har lyst til at blive, siger profilen, der glæder sig over for anden samling i træk at være med på landsholdet men i første omgang tager landsholdsudtagelserne som en glædelig bonus.

– Jeg bruger ikke vildt meget energi på at tænke på landsholdet. Jeg havde egentlig afskrevet det kapitel indtil for nogle måneder siden, men jeg er stolt over at være med igen, og jeg kan da ikke lade være med at tænke på, at der kommer en fed slutrunde på hjemmebane til januar. Jeg holder forventningerne lave og arbejdsindsatsen høj.

Fysisk på toppen
Netop en høj arbejdsindsats roses Nikolaj Øris også for af Peter Bredsdorff-Larsen. Bjerringbro-Silkeborg-træneren siger, at Nikolaj Øris har været fysisk på toppen i en længere periode, og han kalder det helt naturligt, at ligatopscoreren forlænger sin kontrakt.

– Vi har hele tiden gerne ville fortsætte med Nikolaj. Han har været en stor del af hele klubbens historie, og han spiller i øjeblikket sit bedste håndbold.

– Jeg har arbejdet sammen med Nikolaj i fire rigtig gode sæsoner. Vi har været afbrudt af lidt småskader undervejs, men vi har altid troet på, at han kunne komme tilbage. Nikolaj Øris træner rigtig godt, og det har gavnet hans fysisk, at vi har fundet en dagligdag med den rette mængde træning, mener Peter Bredsdorff-Larsen og fortsætter om Nikolaj Øris’ betydning for Bjerringbro-Silkeborgs succes.

– Nikolaj spiller på et hold, hvor vi over mange år har arbejdet med at få det maksimale ud af hans kompetencer. Vi prioriterer hans store værdi for holdet, og det er rart at få papir på hinanden også i de kommende sæsoner.

Nikolaj Øris og resten af det danske landshold møder Schweiz i en testkamp i Aalborg i morgen aften.

Jonas
Jonas
Jonas Løytved - Presse- og kommunikationsansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg. 22 år gammel og har været en del af BSV-familien siden 2010. Studerer Cand.Merc.(Kom.) på Copenhagen Business School. Arbejder desuden som Marketing Assistant hos IMPACT. Kontakt mig på jl@bjerringbro-silkeborg.dk eller på +45 23 32 32 35. Twitter Instagram LinkedIn