Revisionshuset Tal & Tanker udvider samarbejdet med og bliver revisor for Bjerringbro-Silkeborg. Udvidelsen betyder, at Tal & Tanker rykker op som Toppartner.
Tal & Tanker har gennem mange år været sponsor i Bjerringbro-Silkeborg, og virksomhedens navn står på ryggen af trænerteamet.
”Det har vi været rigtig glade for, og det har givet os god eksponering,” siger Martin Brinch Therkelsen, partner og statsautoriseret revisor.
Tal & Tanker er nu klar til at stå for en samlet administrativ løsning for klubben fra daglig bogføring og lønadministration henover revision og regnskab til klubbens budget samt løbende økonomisk sparring.
”Vi er rigtig glade for, at Bjerringbro-Silkeborg finder vores firmaprofil tiltalende og herunder vores mål om at skabe både økonomisk og menneskelig balance for vores kunder og medarbejdere kombineret med et højt fagligt niveau,” siger Martin Brinch Therkelsen.
En interessant aftale for begge parter
Tal & Tanker har haft en række møder med Bjerringbro-Silkeborgs direktør Jesper Schou, og resultatet er en interessant aftale for alle parter, hvor Tal & Tanker over tid tager mere og mere over på klubbens administration, bliver klubbens revisor og samtidig øger deres sponsorat til klubben betragteligt.
”Vi er stolte af at være blevet valgt som revisor og betroet til at rådgive klubben fremadrettet, og hele teamet omkring opgaven glæder sig til at komme i gang med den faglige del. Derudover ser vi bestemt også meget frem til den øgede eksponering, som vores udvidelse af samarbejdet medfører,” siger Martin Brinch Therkelsen.
I Bjerringbro-Silkeborg er direktør Jesper Schou også meget tilfreds med den nye aftale, der er med til at styrke klubbens fundament.
”Det er altid tilfredsstillende, når en partner vælger at opgradere sin aftale. Tal & Tanker har været en god og loyal partner gennem mange år, og med en treårig aftale viser de stor tiltro og opbakning til os,” siger Jesper Schou.
”På møderne med Tal & Tanker er vi blevet overbevist om, at Tal & Tanker kan løse nogle administrative opgaver for os, der kan medvirke til, at vi får frigjort ressourcer til udvikling af forretningen,” slutter Jesper Schou.