18 kampe på knap to måneder er naturligvis en stor mundfuld, som stiller store krav til os alle sammen på holdet. Men vi har glædet os til at komme i gang med at spille mange kampe. Det er både inspirerende og motiverende at spille med i de afgørende kampe i tre turneringer, og vi smiler ved tanken om at lykkes i den kommende periode med mulighed for at snige os videre fra gruppespillet i Europa, kvalificere os til en ny finale i pokalturneringen – og ikke mindst få skabt et godt udgangspunkt for slutspillet, som starter i april måned.
De sidste fem sæsoner har budt på perioder med mange kampe i ind- og udland, og det betyder meget, at vi som hold kender til en dagligdag med mange kampe. Jeg glæder mig over, at man kan mærke forventningens glæde på holdet, og i den forbindelse er det vigtigt for den kommende periode, at vi er kommet flyvende fra start med to sejre efter julepausen. Det giver en god tro på sig selv og holdkammeraterne. Og det giver mod på mere.
På torsdag går vi igen efter to point og en sejr på hjemmebane mod gæsterne fra Ribe-Esbjerg.
God kamp!
– Peter Bredsdorff-Larsen
Du finder din billet til opgøret mod Ribe-Esbjerg i JYSK arena på torsdag kl. 20.00 på www.billetsalg.dk/BSH