Fredag d. 14. august kl. 20.30 inviterer Aalborg HK indenfor til pokalkamp i “Bunkeren”, og hjemmeholdet melder, at kampen er udsolgt.
Ifølge Aalborg HK har deres 3. divisionsherrer trukket en stærk og seværdig modstander i form af Bjerringbro-Silkeborg, og i den anden lejr melder cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen sig også klar til sæsonens første afgørende kamp:
“Vi glæder os altid til at spille pokalkampe. Både når vi spiller de store afgørende kampe om kvalifikation til Final4-stævner, men også til de indledende runder, hvor vi får lejlighed til at møde mindre hold på deres hjemmebane,” siger han og fortsætter:
“Således skal vi i denne runde møde Aalborg HK fra 3. division, og dermed får vi lov til at bidrage til en herlig håndboldaften i en klub, som glæder sig til at kunne præsentere tophåndbold.”
“Alt imens vi krydser fingre for, at det planlagte Final4-stævne d. 26.-27. september bliver gennemført, er vi godt i gang med at kvalificere os videre til en ny pokalturnering,” siger han om den specielle situation, hvor den nye turnering starter, før den forrige er rundet af.
“Det er selvfølgelig noget specielt, men vi har alle sammen vænnet os til, at alting i øjeblikket ikke er, som det plejer. Så vi klør på og smiler ved tanken om at få lov til at spille den første afgørende kamp i godt og vel fem måneder,” siger han.
Pokalkampen er udsolgt og vises ikke på tv – men følg med på vores Facebook-side og Instagram, hvor vi løbende vil opdatere omkring stillingen og komme med reaktioner på kampen.