Bjerringbro-Silkeborg er på jagt efter førstepladsen i grundspillet, når de onsdag aften spiller topkamp i Gigantium mod Aalborg Håndbold.
Af Jonas Løytved
Foto: Ole Mørk, www.midtjysk-foto.dk
Bare 72 timer efter pokalfinalenederlaget drager Bjerringbro-Silkeborg igen til Gigantium i Aalborg. I søndags stod de med meget tomme blikke og kiggede på, mens Skjern-spillerne festede og jublede over at have vundet pokaltitlen. Det gjorde ondt, men efter en fridag mandag og en god træning tirsdag formiddag mener Rasmus Jensen, at Bjerringbro-Silkeborg er klar til den nye udfordring i Aalborg; Topkampen i 888Ligaen mod Aalborg Håndbold.
– Selvfølgelig var det et hårdt slag for os. Vi havde troet og håbet, at vi skulle juble over at have vundet den tredje pokal, men sådan blev det desværre ikke.
– Vi har været skuffede, men i dag (tirsdag) har jeg kun set, at folk har haft et smil på læben og er klar til at komme videre. Vi har mange vigtige kampe i det her forår, og vi skal i gang igen i morgen, siger Rasmus Jensen.
En fire-points-kamp
Han fortæller samtidig, at alle i truppen trods to hårde kampe i weekenden fysisk er helt klar til endnu en af de rigtig vigtige kampe. De forsvarende Danmarksmestre har nemlig mulighed for at spille sig op på en førsteplads i 888Ligaen, hvis de kan vinde topkampen mod Aalborg. Netop nu indtager Aalborg førstepladsen med to point ned til Bjerringbro-Silkeborg, men hvis midtjyderne kan vinde med to mål i topkampen onsdag, vil de to hold bytte plads i tabellen.
– Det er en fire-points-kamp. Det ligner, at det er os og Aalborg, der skal kæmpe om førstepladsen i grundspillet, så det er en sindssygt vigtig kamp for os. Jeg tror ikke, at løbet er helt kørt for os, hvis vi taber, men så skal det være på Aalborgs nåde, at vi kommer tilbage. Vi tager derop for at vinde, så vi selv kan afgøre det, understreger Bjerringbro-Silkeborg-stregen.
Der er da også rigeligt med fordele ved at vinde grundspillet. Førstepladsen giver to point med over i slutspillet, og fordelen af at ende øverst i slutspillet, hvis der skulle komme pointlighed. Samtidig får vinderen af grundspillet fordelen af at spille en eventuelt tredje DM-finale på hjemmebane, og sidst men ikke mindst giver grundspillets førsteplads efter alt at dømme en plads i næste sæsons VELUX EHF Champions League.
Gode erfaringer med Aalborg
– Vi har gode erfaringer fra vores tidligere kampe mod Aalborg, selvom de stjal to point fra os, da de var på besøg i JYSK Arena i oktober. Jeg synes, at vi plejer at gøre det godt, når vi spiller mod Aalborg, så vi skal genfinde de gode takter og tage derop og sikre os førstepladsen.
– Vi skal stå tæt i forsvaret og have styr på de systemer, som de kommer med. Vi ved, at Sander Sagosen er en meget afgørende spiller for dem både i form af mål, assists og i mand-mod-mand-spillet. Samtidig skal vi være klar på de andre ting, som Aalborg kommer med offensivt, og så skal vi have gang i vores kontra, så vi kan vinde transportfasen og lave flere kontramål end dem.
– Offensivt kommer vi til at stå overfor et 6-0-forsvar, der minder meget om Skjerns, så vi skal have vores skytter i gang, og vi skal have gang i spillet ud over fløjene, fortæller Rasmus Jensen.
Topkampen mellem Aalborg Håndbold og Bjerringbro-Silkeborg spilles onsdag efter kl. 20.30. Kampen kan ses direkte på TV2 Sport, høres på Radio Silkeborg og følges i livetekst på MJA.dk.