Rezar roser Larsen: Mors Thy har en god målmand

i 888ligaen i herre håndbold mellem BSV (Bjerringbro Silkeborg) og Ribe-Esbjerg HH 07032018 i JYSK Arena, Silkeborg, Denmark.

Næste sæsons målmandspar i Bjerringbro-Silkeborg står overfor hinanden, når midtjyderne med Aljosa Rezar mandag aften gæster Mors Thy med Kasper Larsen.

Af Jonas Løytved
Foto: Ole Mørk, www.midtjysk-foto.dk
 

Det er fire måneder siden, at Aljosa Rezar fik debut for Bjerringbro-Silkeborg. Mod Mors Thy. Mandag aften står han igen overfor holdet, der også er en speciel modstander for Rezar, fordi hans kommende målmandsmakker Kasper Larsen står i mål for Mors Thy.

– De har en god målmand, så ham glæder jeg mig til at arbejde sammen med næste år, siger Aljosa Rezar og smiler, da han bliver bedt om at udpege modstanderens styrker. Han forventer en vanskelig kamp.

– Alle hold i Danmark er gode og spiller godt håndbold. Vi skal levere 100 % for at vinde hver gang. Det er en liga, hvor alle kan slå alle.

Arbejder hårdt
Målmanden spillede en rigtig flot debutkamp mod Mors Thy, men han er fortsat ved at lære skytterne i den danske liga at kende, og han arbejder hårdt på at løfte sit niveau.

– Jeg skal lære mere om den danske liga og spillerne. Jeg har ikke spillet så godt i de sidste tre kampe, men jeg arbejder hårdt, og jeg håber, at de næste kampe bliver bedre, lyder det fra Aljosa Rezar, der roser sine holdkammerater for at have hjulpet ham godt ind på holdet og godt i gang i Danmark.

Tredjeplads kræver to sejre
Med fire kampe tilbage i 888Ligaen kæmper Bjerringbro-Silkeborg for at sikre sig tredjepladsen. De kræver to sejre yderligere. Mandagens hjemmehold Mors Thy spiller for at sikre sig en plads i slutspillet. De har lige nu et point op til Nordsjælland.

– Vi er i god form. Vi vandt i Skjern, og vi slog Ribe-Esbjerg. Vi går efter at vinde, og jeg tror på, at vi kan vinde. Så vil vi være tæt på 3. pladsen, siger Bjerringbro-Silkeborg-målmanden.

Bjerringbro-Silkeborg vandt på udebane over Mors Thy i sidste sæsons slutspil, men de tabte udekampen til nordvestjyderne i grundspillet. Tidligere på sæsonen vandt midtjyderne sikkert i JYSK arena. Der er kampstart i Thyhallerne kl. 18.30, og kampen kan ses direkte på TV2 Sport og følges i livetekst på MJA.dk.

Jonas
Jonas
Jonas Løytved - Presse- og kommunikationsansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg. 22 år gammel og har været en del af BSV-familien siden 2010. Studerer Cand.Merc.(Kom.) på Copenhagen Business School. Arbejder desuden som Marketing Assistant hos IMPACT. Kontakt mig på jl@bjerringbro-silkeborg.dk eller på +45 23 32 32 35. Twitter Instagram LinkedIn