Peter Bredsdorff-Larsen er en tilfreds træner, og det har han god grund til, efter at Bjerringbro-Silkeborg for femte sæson i træk har spillet sig til en plads i et europæisk gruppespil.
Først torsdag kl. 11.00 finder vi ud af, hvilke modstandere der venter, men vi ved, at det – uanset hvordan lodtrækningen falder ud – bliver attraktive klubber fra toppen af de tyske, franske, spanske ligaer etc.
Klik her og læs mere om torsdagens lodtrækning, der bl.a. livestreames på EHF European Cups Facebook-side.
Attraktive kampe for både publikum og spillerne
Cheftræneren er glad for, at han sammen med sit mandskab og alle kræfter omkring holdet har fået skabt kontinuitet og tradition for, at Bjerringbro-Silkeborg igen deltager i de afgørende puljekampe i de europæiske turneringer.
“Det er overordnet vigtigt for vores produkt og forretning, at vi kan tilbyde disse attraktive kampe for vores tilskuere, fans og sponsorer, men det betyder også meget for spillerne og holdet at være en del af en klub, som altid markerer sig helt fremme i de europæiske turneringer. Det bidrager til, at det er attraktivt at spille på vores hold, og det øger vores evne til at fastholde og tiltrække de bedste spillere og talenter,” siger Peter Bredsdorff-Larsen.
Europæiske kampe er altid noget helt særligt, og truppen glæder sig meget til at komme i gang med kampene i starten af februar 2020 og til at invitere jer alle til tophåndbold i JYSK arena.
På lørdag kl. 16.00 gælder det en anden vigtig turnering – håndboldligaen, hvor der de næste otte dage venter tre kompetente modstandere. Først Skanderborg, som vi vandt stort over i sæsonpremieren, men der er løbet meget vand gennem Gudenåen siden, og Peter Bredsdorff-Larsen forventer langt mere modstand fra 8660 og omegn på lørdag.
Han håber derfor at se jer alle på plads i JYSK arena, så vi igen kan stå #sammenmodsejr og sikre os vigtige point i kampen om en plads i slutspillet.
Book billet til endnu en oplevelse i særklasse på www.billetsalg.dk/BSH – Vi glæder os til at se jer!